Contoir på Skibsklarerergaarden
Skibsklarergaardens boutik
Bryghuset i Skibsklarerergaardens baggård

Museet Skibsklarerergaarden beskriver Helsingørs første store velstandsperiode, sundtoldstiden. Strandgade 91 er Helsingørs bedst bevarede købmands- og skibsklarerergård fra sundtoldstiden. Huset stammer fra det 16. århundrede, men har fået sin nuværende form i 1780 og de følgende årtier, og har siden stået så godt som uforandret helt op til vore dage.

Stueetagen med butikslokale og skipperstue, samt den fornemme skibsklarererbolig på hovedetagen er gennemgribende restaureret af Nationalmuseet i 1993 for private midler, og et besøg i huset er som at komme 150 år tilbage i tiden.

I stueetagen er der butik og skibsprovianteringsforretning, grundlagt i 1809 af købmand Christian Simmelkier som "udsalg til Skibscapitainer", og stort set uforandret siden 1820'erne.

Her findes også i dag alt, hvad der kunne friste en sømand: urtekram, den berømte Helsingør-hue, sejldug, tovværk, søkort m.m, krydderier, vin, skibsøl, hollandsk genever og lokal brændevin.

Ved siden af butikken ses skipperstuen, hvor søfolkene kunne indtage et beskedent måltid med en dram til. I "contoiret" står den store firemandsskrivepult, for her vises hvordan klarererkontoret så ud i midten af 1800-tallet.

På første sal er skibsklarererens private lejlighed retableret og viser, hvordan et velstående borgerhjem i Helsingør så ud mellem 1790 og 1850. Øverst ses et lokale fra skipperherbergets tid. Her kunne søfolkene overnatte i tilfælde af længere ophold på grund af forretninger eller skiftende vejr.