Høstfest og marked - lørdag d. 7 september kl. 12-16


Flynderupgård inviterer traditionen tro til god gammeldags høstfest og marked. Høstfesten foregår i gårdens røde hejselade med spillemandsmusik og mad fra madmors køkken. Man kan købe flæskesteg med det hele, hjemmelavede frikadeller med surt, fiskefrikadeller, æblekage og kaffe med hjemmebagt kringle.

Gårdspladsen vil være fuld af aktiviteter i handelsboder med varer fra lokale producenter, bla. honning, uld og skind, pileflet, nyopgravede kartofler, syltede varer og andre lokale specialiteter.

Dagen er for hele familien. Der vil være hestevognskørsel, historiske lege og tumlehalm for børnene.

På landet var høstfesten tidligere højdepunktet efter det hårde arbejde med høsten. Når alt var kommet i hus, festede gårdens karle og piger, naboer og andre, der havde hjulpet med at høste, med god mad og en svingom.

Flynderupgårds høstfest trækker linjer fra tidligere tiders høstfester frem til i dag. Smukke historiske omgivelser danner rammen om en fest, der både er en markedsplads, en familiedag og en fejring af husflid, hjemmeavlede produkter og gode råvarer.

 

Entré: der er gratis adgang til både høstfest og museet denne dag. Der er betaling for kørsel med hestevogn kr 20.